Bliv leder hos Skjoldhøj Gruppe
Kan du lide at være ude i naturen? Lyder friluftsliv, fællesskab og udfordringer som noget for dig? Og har du mod på at gøre en forskel i børn og unges liv?
Spejder er populært blandt børn og unge, og det betyder, at vi hos Skjoldhøj Gruppe er på jagt efter nye ledere. Som spejderleder er du frivillig, men udregnet i gode oplevelser får du et af de bedst betalte lederjob i verden.
Hvem er vi?
Vi er en engageret og herlig spejdergruppe i Skjoldhøj/True med omkring 65 spejdere, både piger og drenge, fra børnehavealderen og op til 10. klasse, der holder til i den vestlige udkant af Århus. Vi har til huse i en lille hytte på den gamle sportsplads i True.
Dertil er vi en flok engagerede ledere i forskellige aldre og med forskellig baggrund. Fælles for os er, at vi kan lide at være ude i naturen, at udfordre og udvikle børn og unge samt at have det sjovt sammen.
Skal jeg have været spejder for at være med?
Nej, du behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i madlavning på Trangia for at være med. Vi andre ledere skal nok hjælpe dig godt i gang.
Har du mod på at give børn og unge en god oplevelse, og indgå i et fællesskab, er det alt rigeligt.
Du vokser også
Som spejderleder udfordrer du mange sider af dig selv. Du lærer om friluftsliv og naturen. Du udfordres kreativt, når et spejderløb skal laves med zombie-tema, eller spejderhytten omdannes til rumstation.
Du bliver sej til projektledelse, når du er med til at planlægge sommerturen til Norge eller Skotland. Og ikke mindst vokser du af at se spejderne udvikle sig.
Hvor kan jeg høre mere?
Synes du, det lyder spændende, kan du høre mere hos gruppeleder Jan på gruppeleder@truespejder.dk eller tlf. 2360 2499
Venlige hilsener og på gensyn
Lederne i Skjoldhøj Gruppe